Der er ikke noget mere sørgeligt, end når gode venner glider fra hinanden, uden nogen særlig grund. Når man er ung, så tror man ofte, at ens gode venskaber vil vare for evigt: hvorfor skulle man nogensinde holde op med, at kunne lide hinanden, når nu man har så meget tilfælles? Det er svært at forestille sig når man står i situationen, men med tiden lærer man, at der er mange faktorer der spiller ind. Venskaber stopper ikke kun, når to personer kommer på tværs af hinanden, og bliver decideret uvenner. Den slags problemer er på sin vis ganske ligetil: enten er der et kommunikations-problem der skal løses, eller også er man bare ikke længere kompatible, og så er det en god ting, at venskabet er slut. Men hvad med de venskaber der langsomt forsvinder, selvom man ikke har noget at være uvenner over? Spørg enhver person der er 30 år gammel eller ældre: vi har alle oplevet det. Det er svært at vedligeholde disse gode venskaber, når man ikke længere ser hinanden så ofte. Når man ser hinanden til hverdag grundet studie, arbejde eller fritidsaktiviteter, så bliver ens venskab løbende styrket og holdt ved lige. Der behøver ikke som sådan at ske noget særligt: bare det, at man bruger tid med hinanden, gør at ens bånd vokser sig stærkere. Men med tiden ændrer vores liv sig, og pludseligt ser vi ikke hinanden så ofte længere. Når studiet er slut, så ser man ikke længere sine studiekammerater til hverdag. Hvis man skifter job, så holder ens kolleger op med at være en del af ens dagligdag. Hvis man får børn, så har man pludseligt mindre tid til sine fritidsaktiviteter, og til at bruge tid med sine venner i det hele taget.
Disse ændringer ødelægger ikke venskaber som sådan. Men hvis man med tiden ser hinanden mindre og mindre, så bliver båndet imellem én svækket. Man ved ikke hvad der sker i den andens liv længere, og de ved heller ikke, hvad du selv går og laver for tiden. Vi vokser fra hinanden: skellet gror større og større. Hvis man endelig tager sig sammen til at få en kop kaffe sammen, så kan det hele hurtigt føles akavet. Der er gået så lang tid, at man ikke helt ved, hvad man kan snakke om. Begge parter føler, at de skal bære samtalen og udfylde stilheden. Hvis det er tilpas ubehageligt, så ender med helt naturligt med ikke at prøve det igen ? og så slutter venskabet ofte helt.
Jeg har dog været så heldig at finde en løsning. Jeg begyndte at spille golf, og det vendte op og ned på alting. Jeg begyndte nemlig at invitere mine gamle venner til at tage på golfophold sammen med mig, frem for bare at sidde og snakke over en kop kaffe. Pludseligt lavede vi noget fysisk aktivt sammen, og der var en venskabelig konkurrence omkring det. Der var ikke noget pres på hverken dem eller jeg selv for, at skulle bære samtalen: når man ikke snakkede, så fokuserede man på spillet. Golf har bogstaveligt talt reddet alle mine bedste venskaber fra at gå i glemmebogen.
