De fleste af os flytter hjemmefra på et tidspunkt, hvor vi stadig har et rimeligt begrænset budget. Rigtigt mange studerende flytter eksempelvis hjemmefra mens deres eneste indkomst er den månedlige SU, eventuelt suppleret med nogle SU-lån. Det kan godt være svært at finde penge til det hele: husleje, mad, bøger og så videre. Man er derfor typisk nødt til at gå på kompromis med en række ting. De fleste ender eksempelvis med at bo i en rimelig lille studiebolig. Men det er for det meste okay: ganske vist er stedet småt, men i det mindste, er det ens helt eget hjem! Her bestemmer man selv, og alting er indrettet efter ens egen smag.
Altså, så godt som man nu kan indrette sådan et lille sted på et stramt budget. Sådan en studiebolig er typisk ikke indrettet specielt spændende, lige når man flytter ind. Det er ens egen opgave at dekorere og flytte rundt, ind til lejligheden føles som et rigtigt hjem. Når man har begrænset med penge at gøre med, så er der selvfølgeligt grænser for, hvad man kan købe af ting i forbindelse med indretningen. Det gør det dog langt fra umuligt: du skal bare vide, hvad du skal gå efter.
Det første du skal sørge for er, at du har noget på dine vægge. Hvis man træder ind i et rum uden noget på væggene, så føles det bare ikke rigtigt ?færdigt?. Bare vægge er noget der springer i øjnene, og ikke på en positiv måde. Her kan du komme rigtigt langt med et par billige plakater. Væggene skal dekoreres efter din egen smag, og uanset hvad du går op i, så findes der med garanti en passende plakat. Da plakater nærmest altid er billige, så er der altså ikke nogen grænser for, hvad du kan udtrykke igennem dine vægge.
Det næste du bør sikre dig er, at gulvet heller ikke bare er en kedelig og ensformig overflade. Det er igen noget, der meget let tolkes som en ufærdig eller upersonlig lejlighed. Et rundt eller firkantet tæppe ved fodenden af sengen og en måtte under kontorstolen, kan gøre en enorm forskel for, hvor hjemlig lejligheden føles. Det er de små detaljer der tæller: og små detaljer koster sjældent særligt mange penge.
En af de sværeste ting at gøre på et stramt budget er, at skabe en stemning i et rum. Det er typisk noget der er lettere at gøre med dyrere pyntegenstande og møbler. Der er dog én måde at gøre det på, som er både billig og effektiv: en justerbar lampe. Der er nemlig ikke noget, der gør ligeså meget for stemningen i et rum, som belysningen. Ved at kunne hæve eller sænke belysningen efter behov kan du altså virkeligt farve stemningen i din lejlighed, og det vil ikke koste dig det helt store.